HISTORIE

Fra forhistorisk landskab og skånsk landbrug til erhvervsparken Valhall Park

Det forhistoriske landskab i Valhall Park indeholder et stort antal fortidsminder, og her er flere kæmpehøje og bronzealdergrave, hvor man har fundet dolke, økser, sværd og spænder. De lokale oldtidsgrave er en del af et større område med gravpladser, som ligger langs med hele Bjärhalvøens kyst. I Valhall Park findes en stenhøj og seks gravhøje, hvoraf tre fik navnene Skellarhögen, Snöfleshög og Ekhögen i 1700-tallet.

Valhall Park-området var fra 1600-tallet en del af Engeltofta gård, som bestod af 8.000 tønder land (ca. 4.000 hektar). Engeltofta var en herregård i Barkåkra sogn i Bjäre herred, og den første kendte gårdejer var den danske kongelige rådgiver Gabriel Kruse i 1630. I slutningen af 1700-tallet opdelte den daværende ejer Carl George Stjernswärd godset Engeltofta i 19 gårde efter et skotsk farmersystem for at effektivisere landbruget. Engelsk og skotsk landbrug blev i slutningen af 1700-tallet anset som Europas førende. Carl George Stjernswärd gjorde via nye opdyrkninger og bygninger Engeltofta til en af Sveriges bedst forvaltede ejendomme. De moderne fremstillingsmetoder for brændevin, som blev testet på Engeltofta, blev også et skoleeksempel, og Stjernswärd bidrog mere end nogen anden til kartoffelbrændevinens udbredelse i Sydsverige.

For Engeltoftas fæstebønder blev ændringerne fatale. De fleste blev tvunget til at flytte, da godejeren udstykkede området og delte det op i mindre gårde, som skulle drives af interesserede personer fra overklassen og ikke af ukyndige småbønder. Walhall gård var den 9. af 19 gårde, og andre eksempler på disse var Skepparkroken, Luntertun, Kelliehouse og Vejby gård. På gårdene opførtes 100 huse til boliger samt stalde og lader. Over 20 km nye veje blev kantet af nye træer og hække. På Walhall gård blev der anlagt alléer, en slotshave og en frugtplantage med over 300 træer samt det stråtækte gartnerhus 4-kappen på 16 x 16 alen. Dele af frugtplantagen og gartnerhuset findes stadig i dag, og hotellet får sin egen æblemost fra disse træer.

Kong Karl 14. Johan købte godset Engeltofta i 1819 og beholdt det til sin død i 1844. I en periode boede dronning Desirée der.

Det herregårdslignende slot blev bygget i 1896 af Max Langenheim som hovedbygning til Walhall gård, og huset blev tegnet i Christian 4.-stil af arkitekten Andersson. Fru Langenheim kom fra Danmark, og hun medtog bl.a. to blodbøge, som blev plantet på den store græsplæne foran huset. Der blev også udsat fasaner i parken. Langenheim lod en del af beboerne fra Skälderviken frikøbe deres grunde, som tidligere blev forpagtet af Engeltofta gård. I 1916 solgte han gården til en dansk godsejer ved navn Brask. Da Walhall gård brændte ned sammen med de tilhørende stalde og lader besluttede den daværende ejer at sælge ejendommen til et konsortium bestående af private interessenter fra Skälderviken og Ängelholm, og dele af Walhall gård blev udstykket til mindre private boliger.
I 1945 flyttede flyflåden F10 permanent til Barkåkra i Ängelholm og militærbasen blev bygget op i Valhall Park-området under krigens sidste år. Slottet blev da officersmesse. I dag benytter hotellet slottet til konferencerestaurant og festlokale. JAS-virksomheden (flyveskolen) på F10 startede i sommeren 1997 med flyene Viggen og JAS Gripen. Frem til 1998 fandtes her også en redningshelikopter, Hkp 3 Augusta Bell, som deltog i mange indsatser ved ulykker.

I maj 2003 nedlagde man F10. Valhall Park blev forvandlet til et spændende område for arbejde, uddannelse og fritid. De første som flyttede ind var Koenigsegg Automotive AB og derefter i sommeren 2003 etableredes hotellet Flottiljen, som i dag er Valhall Park Hotell. Det oprindelige hotel lå i JAS-piloternes forhenværende elevhotel.

Hotellet blev udbygget i 2010 med yderligere 42 værelser i en ny bygning og med 6 konferencelokaler og 22 grupperum i en anden bygning. Peab købte hele parkområdet i 2006. Her findes i dag hotel- og konferencevirksomhed, café, æblemosteri, træningslokale, restaurantskole, campus, flymuseum og omkring 80 virksomheder, bl.a. bilproducenten Koenigsegg. Valhall Park ejes og forvaltes i dag af Peab Park.